Projekt Genstarts teoretiske grundlag
Tilgange og metoder
Hos Projekt Genstart er vi inspireret af en neuroaffektiv, systematisk, narrativ og traumeteoretisk forståelsesramme i vores arbejde med familier.
Vi er velbevandrede inden for flere teoretiske grene – og derfor benytter vi en vekselvirkning af flere teoretiske ståsteder, som vi kombinerer i praksis, således at vores indsats bygger på et solidt fagligt fundament.
Til at identificere udfordringer og ressourcer i familierne anvendes begreber som mentalisering, følelsesmæssig afstemning, nærmeste udviklingszone, tilknytningsmønstre og ’Circle of Security’ – tryghedscirklen.
Ingen familier er ens, og det afspejler sig i vores konkrete arbejde, hvor de enkelte forløb bliver struktureret efter behovene i familien. Projekt Genstarts metoder og behandlingsomfang varierer alt efter behov.
Projekt Genstart tager afsæt i en række anerkendte metoder i familiebehandlingen. Nedenfor er en oversigt over anvendte tilgange:
- Mentaliseringbaserede samtaler.
- Screeninger ud fra den neuroaffektive analysemodel.
- Samspilsobservationer.
- Theraplay lignende aktiviteter – relationsbaseret legeterapi.
- Lege, aktiviteter og øvelser med familien.
- Videobaseret familiebehandling.
- Familiesamtaler/familiemøder.
- Forældresamtaler.
- Samtaler med børn og unge.
- Psykoeducation.
- Deltagelse i tværfaglige møder – for eksempel daginstitution, skole med mere.
Hos Projekt Genstart er relationer en hjørnesten i vores faglige fundament og arbejde – relationerne er af afgørende karakter for, at vores indsats lykkes. Vores arbejde er funderet på en anerkendende, empatisk og tydelig facon, når kontakten med børn, unge og forældre etableres; vi afstemmer og korrigerer indsatsen efter familiens behov og dynamik.
Tillid og samarbejde er nøgleord, når relationen skal opbygges. Vores opgave er at understøtte de ressourcer, som er til stede i familien, så de kan sættes i spil og udfordres i samværet. Formålet med vores indsats er at fremme udviklingsmulighederne, hvorved potentialerne kan udfoldes.
Neuroaffektiv udviklingspsykologi
Den neuroaffektive udviklingspsykologi er en brobygning mellem den seneste hjerneforskning, tilknytningsteori, udviklingspsykologi og traumeforskning.
Ved brug af neuroaffektiv udviklingspsykologi kan vi forstå børn, unge og voksnes følelses- og personlighedsmæssige og sociale udvikling på en langt mere nuanceret måde. Fremgangsmåden understøtter og sikrer vores målrettede interventionstiltag.
Den neuroaffektive tilgang tager afsæt i en tredeling af hjernen: det autonome system (kropssansninger), det limbistiske system (følelserne) og det præfrontale system (tænkningen). Ved at implementere og aktivere alle tre systemer i en følelsesmæssig afstemt proces – med ’mødeøjeblikke’ som et bærende element – sker en integration og udvidelse af de neurale netværk i hjernen. Hvis de tre systemer, som alle er lige vigtige, bliver mødt, helet og integreret, sikrer man sig, at oplevelser ikke kun lagres som tanker – men også opleves og erfares kropsligt og følelsesmæssigt. Denne evne – både til at sanse, føle, tænke og handle i overensstemmelse med dette – øger børn, unge og voksnes psykiske robusthed.
Hjerneforskningen viser, at barnets tidlige livserfaringer har en stor betydning for nervesystemets organisering på det følelsesmæssige område igennem samspillet mellem arv og miljø, der er dog altid udviklingsmuligheder – også senere i livet. I denne forbindelse er væsentlige begreber inden for den neuroaffektive udviklingspsykologi blandt andet: windows of opportunity, nærmeste udviklingszone og tilknytningsmønstret, der blandt andet grundlægges på baggrund af de følelsesmæssige afstemninger – se særskilte afsnit.
Nærmeste udviklingszone er forskellen mellem aktuel udvikling, det man allerede kan selv, og det højere niveau af mulig udvikling, det man ikke kan selv, men som man kan lære at mestre med støtte. Det handler om at blive støttet i sin udvikling via omsorg og anerkendelse med en tilpas frustration – det er nærmeste zone for udvikling.
Windows of opportunity betyder, at der er tidspunkter i barnets udvikling, hvor en kompetence normalt – og helst – skal udvikles, da nervesystemet netop på dette tidspunkt er mest tilgængeligt for den givne type læring. Såfremt nervesystemet har det medfødte potentiale og mødes med den rette stimulation, foregår denne læring ved interaktioner i dagligdagen, men hvis barnet ikke opnår denne læring i de rette perioder, kræver læringen en målrettet indsats, da nervesystemet ikke længere er tilgængeligt for den givne type læring.
Vores implementering af den neuroaffektive teori muliggør anvendelsen af specifikke vurderingsmetoder – herunder den neuroaffektive analysemodel. Vurderingsmetoden afføder et håndgribeligt værktøj i forhold til, hvilke interventionsmetoder der vil være mest hensigtsmæssige at anvende i vores arbejde med familierne og deres problemstillinger. Vurderingsmetoden sikrer præcise interventioner og effektmåling af indsatsen.
Narrativ teori og metode
Narrativ betyder fortælling, og ordet repræsenterer den fortælling, vi har om os selv og vores liv. Den narrative metode lægger vægt på, at kun problemet er problemet – og at det ikke er personen, der er problemet. Der arbejdes med identitet, nye livshistorier og handlemuligheder på en positiv og respektfuld måde.
Den narrative tilgang gør brug af eksternalisering, som indebærer et helt andet sprogbrug, en anden holdning og dermed også en anden forståelse af, hvad der skaber folks problemer. Den måde, hvorpå en person omtaler sine problemer, har betydning for, hvordan vi opfatter personen, og hvordan personen opfatter sig selv. At eksternalisere problemet er en sproglig konstruktion, hvor man taler om personen adskilt fra problemet.
Modsætningen er at internalisere problemet og se det som identisk med personen. Når vi eksternaliserer problemet, kan vi tale om det som en ting eller noget, som vi kan betragte udefra og forholde os til. Man kan give problemet et navn, men før det kan ske, må det udfoldes, så man kan få et grundigt kendskab til det og måden, det viser sig på. At eksternalisere for eksempel uhensigtsmæssig adfærd er ikke det samme som at frikende personen fra ansvaret for at gøre noget ved det, men det giver nye handlemuligheder, så man derved selv kan tage stilling til det og få indflydelse på, hvor meget og hvordan problemet skal have indflydelse.
Systemisk teori og metode
Systemisk teori ser familien som et system, hvor hver enkel handling gensidigt påvirker hinanden.
Systemisk teori tager udgangspunkt i idéen om, at alle mennesker har deres egen forståelse af verden og sig selv, og at der ikke findes nogen objektiv sandhed om, hvordan tingene er. Problemer opstår i relationer og systemer, vi mennesker befinder os i, og at alle gør deres bedste ud fra de forudsætninger, de har.
I Projekt Genstart betyder det, at vi hele tiden har fokus på de relationer, som familiemedlemmerne indgår i. Hvordan ser hvert medlem sig selv som en del af relationerne og fortællingerne, og hvordan indgår han eller hun i dem?
Både den systemiske og narrative tilgang er optaget af sproget. Sproget har en skabende kraft, hvor ting, sandheder og værdier skabes gennem sproget, når vi taler sammen. Det betyder noget, hvordan vi taler om tingene, og hvilket sprog vi bruger, når vi taler med hinanden, om os selv og om problemerne. Når vi bliver opmærksomme på vores ord, og hvordan vi anvender sproget, gør det en forskel.
I Projekt Genstart forpligter vi os derfor til at tale om tingene på en måde, der åbner muligheder, frem for på en måde, der holder os fastlåst i bestemte kategorier eller bestemte forståelser. Det systemiske er optaget af, at der ikke én ægte sandhed om verden, men at der er flere sandheder, som alle bidrager til forståelse. Der er flere sandheder, fordi vi mennesker oplever tingene forskelligt, idet vi alle har forskellige erfaringer, forståelser og sammenhænge at opleve og forstå ud fra.
Derfor mener vi, at vores familier er eksperter på deres liv. Vi kan hjælpe ved at tilbyde en værktøjskasse af handlemuligheder og skabe et nødvendigt fokus på den fortælling, som familien kommer med.
Mentaliseringsbaseret tilgang
Mentalisering handler om at kunne forstå egne og andres hensigter, tanker, handlinger og følelser meningsfuldt.
I denne tilgang fokuseres på at hjælpe familiemedlemmer til at få et bedre reguleret følelsesliv og udvikle evnen til at mærke og forstå andre indefra og sig selv udefra. Når man ikke føler sig forstået af den anden, kan det være værdifuldt at undersøge ens egne og den andens perspektiv og intentioner.
Mentaliseringsevnen danner grundlag for, at man kan have stabile relationer og bevare en god selvfølelse. Når man mentaliserer, har man øje for ens eget og den andens perspektiv samtidig – og dette kan være krævende, især når man er ramt af store følelser. Ved at arbejde med mentaliseringsevnen træner man evnen til at forstå og til at have en større bevidsthed af eget sind, så man ikke fanges af egne skyggesider. Jo bedre man er til at mentalisere, des mere reguleret og afbalanceret vil ens følelsesliv være.
Den mentaliseringsbaserede tilgang vil støtte evnen til at forstå sig selv og den andens tanker, følelser og handlinger. På den måde hjælper tilgangen med at udvikle det enkelte familiemedlem og samspillet i familien.
Følelsesmæssig afstemning
Følelsesmæssig afstemning udvikles, når barnet kan forbinde sig med omsorgspersonens indre tilstand – og ikke kun med den ydre adfærd.
Manglende følelsesmæssig afstemning efterlader barnet følelsesmæssigt isoleret, og måske senere hen ude af stand til at regulere sig på en hensigtsmæssig måde. Den følelsesmæssige afstemning med omsorgspersonen er derfor afgørende for barnets udvikling.
I udsatte familier, som ofte har stået i nogle svære situationer, kan den følelsesmæssige afstemning ofte have været udsat, hvilket kan have fået stor betydning for tilknytningen. I vores arbejde med familierne, er der derfor stor fokus på at få styrket relationen mellem barn og forældre blandt andet via Theraplay-lignende aktiviteter.
The Circle of Security – Tryghedscirklen
Tryghedscirklen er en relationsbaseret behandlingsmetode, der har til formål at arbejde med tryg tilknytning mellem barn og omsorgsperson. Metoden tilegner omsorgspersonen en tilknytningsbaseret begrebsramme, der giver en øget opmærksomheden og følsomhed over for barnets behov, omsorg, nærhed og forståelse. Metoden støtter omsorgspersonen i evnen til at forstå og identificere barnets følelsesmæssige signaler, og omsorgspersonen lærer at regulere barnets affekter med en mentaliserende tilgang.
Tilknytning og udforskning er centrale begreber for barnets udvikling, som er to basale behov, der stikker i hver sin retning, men også hænger tæt sammen. Tilknytning er barnets behov for beskyttelse og omsorg, mens udforskning er barnets selvstændighed og behov for at undersøge og mestre verden.
Tryghedscirklen giver omsorgspersonen et håndgribeligt værktøj til, hvordan barnets tilknytning, beskyttelse og trøst hænger sammen med barnets udforskning og mestring af verdenen. Modellens forståelsesramme understøtter omsorgspersonens evne til at forstå barnets behov, således at trivsel og udvikling styrkes.
Omsorgspersonen udgør den sikre base, hvorfra barnet søger ud for at udforske verden, ligesom omsorgspersonen udgør den sikre havn, som barnet søger tilbage til for at få støtte og trøst, hvis det bliver bange eller ked af det; den sikre base skal skabe ro til udforskningsadfærden.
Det er desuden vigtigt, at omsorgspersonen altid er større, stærkere, klogere og kærlig i relation til barnet. Med større og stærkere menes, at der er en tydelig rollefordeling mellem barnet og den voksne, og at den voksne emotionelt er stærkere end barnet. Klogere indebærer at have større forståelse for kompleksiteten i en given situation end barnet og at vejlede barnet. Kærlig indebærer at vise godhed og empati over for barnet – særligt, når det kommer til de udfordringer, hvor barnet handler i affekt eller har behov, som ikke matcher omsorgspersonens behov.
Centrale fokuspunkter i Tryghedscirklen:
- Forældrenes arbejdsmodel af sig selv, barnet og egen omsorgsadfærd.
- Forældrenes emotionelle tilgængelighed overfor barnets modsatrettede emotionelle tilstande.
- Gennemgående fokus på mikro processer og metaliseringsevnen.
- Psykoeducation og feedback på samspilsobservationer.
Tilknytningsmønstre
I dag taler man om fire forskellig former for tilknytning: tryg tilknytning og tre former for utryg tilknytning.
Trygt tilknyttede børn har forældre, der er tilgængelige for dem. Børnene ved, at de altid har en sikker havn, og de kan blive ladt op, så snart de har brug for det. De trygt tilknyttede børn vil kunne bede om hjælp og trøst, når de trænger til det, samtidig med at de også er selvstændige og udforskende. Børnene har lært, at deres følelser bliver modtaget, delt og anerkendt, og at de derfor kan udtrykke sig direkte uden, at skulle være bange for, at det bliver anstrengt eller svært.
Det er aldrig for sent at rette op på tilknytningen mellem barn og forældre. Det kan gøres ved at være ekstra opmærksom overfor barnets behov for omsorg, nærhed og forståelse. Man kan som forældre øve sig i evnen til at mentalisere og søge at få ændret de mønstre og forhold, der har gjort, at barnet ikke har fået etableret en tryg tilknytning.
Der findes tre forskellige former for utryg tilknytning:
- Utryg undgående tilknytning
- Utryg uforløst tilknytning – ambivalent tilknytning og klæbende/dependent tilknytning
- Utryg desorganiseret tilknytning
De utrygge undgående børn har lært, at de er nødt til at håndtere en del af de vanskelige følelser på egen hånd og er dermed blevet vant til at klare sig selv lidt for tidligt. Børnene begynder at forvente afvisning frem for hjælp, når de befinder sig i den nederste del af tryghedscirklen. De tilpasser deres adfærd til tilknytningspersonens for ikke at fremkalde afvisning eller følelsesmæssigfravær. Det kan der være mange grunde til, så som at forældrene er overbelastet, lever i en svær familiesituation, eller har problemer med deres egne behov.
Utryg uforløst tilknytning opdeles i to grupper: utryg klæbende/dependente børn og utryg ambivalente børn. Utrygge klæbende/dependente børn har ikke fået tilstrækkelig støtte og rum til udforskning og selvstændighed. I situationer, hvor barnet egentlig var parat til at udforske, kan forældrene for eksempel være blevet bekymrede eller urolige og have begrænset dem i deres udforskning. Disse børn viser sig blandt andet ved at klynke og klamre sig til deres mor og er uinteresseret i fremmedsituationer. Når deres mor går, græder de utrøsteligt og forsøger at holde hende tilbage, hvilket bevirker, at hun føler sig tvunget til at komme hurtig tilbage. Ofte er deres mor ængstelig – og hun mener, at verden er farlig og hun er bekymret for, at barnet lider overlast, når hun giver slip.
Utrygge ambivalente børn sender ofte vildledende signaler ved bl.a. både at gå hen imod deres omsorgspersoner og trække sig væk fra dem. Disse børn beklager sig ofte og synes umulige at tilfredsstille. De har svært ved at slappe af i den følelsesmæssige kontakt og synes altid på vagt. De har ofte stærke og intense impulsgennembrud over for tætte og nære tilknytningspersoner. De gør sig afhængige af andre potentielle tilknytningsfigurer, men bekriger dem ofte samtidig. Der bliver kommunikeret, at man både elsker og hader andre – der er store følelser på spil. Moderen vil gerne forbinde sig med barnet på en måde, som ikke altid er samstemmende med barnets behov, og hun synes ikke at opfatte og respektere barnets signaler, hvilket gør kontakten overvældende og følelsesmæssig grænseoverskridende.
De utrygge desorganiseret børn fremstår ofte forvirrede, skræmte og vanskelig at forstå, fordi de gør modsætningsfyldte ting. De udsender kaotiske signaler, som bærer præg af uintegrerede adfærdsmæssige strategier. Disse børn kan være svære at aflæse for børn og voksne, da de ofte har en bizar og modsætningsfyldt adfærd, hvor de både forsøger at nærme sig og undgå deres primære omsorgsperson. Deres selvregulerende kapacitet er mangelfuld, hvilket gør deres adfærd kaotisk og uforudsigelig eller nedlukkede, og de har ofte store vanskeligheder med følelsesmæssig regulering. En del af disse børn har været udsat for omsorgssvigt og overgreb, og de har høj risiko for senere at få psykiske problemer. Det er dog ikke alle desorganiserede børn, der lever med omsorgssvigt. Traumer, tab og sorg kan også desorganisere et barn for en periode.
Traumefokuseret tilgang
I Projekt Genstarts traumefokuseret tilgang handler det om at forløse kropslige blokeringer, som kroppen gemmer – både de positive og traumatiske oplevelser.
Formålet er at mindske og opløse stressreaktioner som følge af chok og traumer. Ved fokuseret opmærksomhed på sansninger i kroppen – kombineret med tanker og følelser – arbejdes der nænsomt med at forløse de spændinger, belastende følelser og tanker, som kan være bundet til oplevelsen og i kroppen – derefter genetableres kroppens og psykens ressourcer. Denne proces er med til at skabe balance i nervesystemet og betyder, at traumet og stressreaktionen opløses og kroppens ressourcer aktiveres.
Den traumefokuseret tilgang bygger på en forståelse af, at hvis man udsættes for noget, som er for voldsomt til, at man kan forstå, rumme og håndtere sine reaktioner på det, kan det skabe et traume. Et traume kan beskrives som en reaktion på et højaktiveret nervesystem, hvor der bliver trådt på speederen – kroppen udløser meget energi, som sætter det sympatiske nervesystem i gang – samtidig med at der bliver trådt på bremsen – kroppen hæmmer energi, fordi den ikke kan kapere oplevelsen, som sætter det parasympatiske nervesystem i gang. Det betyder, at det sympatiske og det parasympatiske nervesystem gensidigt blokerer hinanden. På den måde låses traumet fast i kroppen og kan derved være med til at skabe blandt andet stressreaktioner, angst, depression, manglende glæde og overskud, hyperaktivitet, nedsat hukommelse, nedsat koncentrationsevne og PTSD.
Børn, der har oplevet traumer, chok eller kriser, vil ofte blive følelsesmæssigt ureguleret, det vil sige, at det let bliver ked af det, vred eller bange og at det kan være svært at trøste.
Det er hensigtsmæssigt at arbejde med barnets traumer og selvregulering gennem leg, hvor kroppen bruges som udtryksmiddel, og på den måde hjælpe barnet til at mærke dets ressourcer og til nænsomt at turde begynde at rumme og handle på de ubehagelige følelser.
Hvis barnet har fået et chok, vil dele af dets naturlige forsvarsmekanismer fastlåses, og barnet har brug for hjælp til at låse kamp/flugtreaktionen op og på den måde få hjælp til at bearbejde chokket.
Barnet vil opleve igen at kunne mestre og kunne regulere sine følelser mere hensigtsmæssigt. Legen bliver en måde at arbejde med barnets nervesystem, følelser, tanker og handlinger på – en måde som bearbejder og fokuserer på barnets ressourcer.
Projekt Genstart vejleder forældre/primære omsorgspersoner i, hvordan nervesystemet fungerer, og hvordan de videre kan hjælpe barnet til en bedre selvregulering og dermed også til en større følelsesmæssig regulering og glæde.
Når vi arbejder med børn, er det altid vigtigt at have et tæt samarbejde med barnets primære voksne. Man får bedst hjulpet barnet, hvis vi alle arbejder i samme retning og i fællesskab støtter barnets udvikling.